HVAD ER MA?


Marijuana Anonymous er et fællesskab af mænd og kvinder, der deler styrke, håb og erfaring med hinanden, så vi kan løse vores fælles problem og hjælpe andre væk fra aktiv afhængighed af hash.

 

Den eneste betingelse for medlemskab er et ønske om at holde op med at bruge hash, der er intet indmeldelsesgebyr eller kontingent. Vi er selvforsynende gennem vores egne bidrag.

 

MA er ikke tilknyttet nogen religiøs eller verdslig institution eller organisation og har ingen mening om nogen stridigheder og sager udenfor MA.

 

Vores primære formål er at forblive fri af hash og hjælpe den hashafhængige, der stadig lider til at opnå den samme frihed. Vi kan gøre dette ved at praktisere de foreslåede 12 trin til bedring og ved som en gruppe at lade os lede af de 12 traditioner.

“Den eneste betingelse for medlemskab af MA er et ønske om at holde op med at bruge


hash”


OFTE STILLEDE SPØRGSMÅL


Vi har her samlet en liste over ofte stillede spørgsmål og forsøger at give enkle og klare svar. Har du andre spørgsmål eller kommentarer, er du altid velkommen til at kontakte os på mail@madanmark.dk.

01.

Er jeg afhængig af hash?

 

Hvis du synes, at det er svært at styre din hashrygning, og hvis du går og tænker på hash, når du ikke ryger, eller du ikke har overholdt de aftaler, du har lavet med dig selv eller andre om at begrænse eller stoppe din rygning, så er du muligvis afhængig. Det er noget, kun du kan afgøre.

 

02.

Hvordan kan medlemskab af Marijuana Anonymous hjælpe mig med min hashafhængighed?

 

I Marijuana Anonymous ved vi, hvordan det er ikke at have styr på hashen og ikke at kunne stoppe på trods af afgivne løfter og påstande. Vores eneste kvalifikation til at hjælpe andre er, at vi selv er stoppet med at ryge hash. Hvis vi kan, så kan du også. Det er den støtte, som MA medlemmerne giver hinanden, der er rygraden i programmets succes.

 

 

03.

Hvis jeg slutter mig til MA, bliver jeg så nødt til at holde op med at drikke og bruge andre stoffer?

 

Den eneste betingelse for at være medlem af MA er et ønske om at holde op med at bruge hash. Vi har dog erfaret at for at komme os, er det nødvendigt ligeledes at tage stilling til vores brug af andre stoffer inklusiv alkohol. Læs mere her om blandingsmisbrug og farerne herved.

 

04.

Hvad sker der med mig, når jeg stopper med at bruge hash?

 

Det er meget forskelligt fra person til person. Mange kan opleve at få svedeture, have svært ved at sove og være irritabel eller meget svingende humør. Netop sådanne erfaringer kan der deles om til MA møderne. Vi har skrevet en tekst, hvori der forklares nærmere, hvad der sker under afrusningen. Den kan du læse her.

 

05.

Hvad sker der ved et MA møde?

 

Folk taler om deres hashproblem, hvad de gjorde for at holde op, og hvordan deres liv så er blevet nu. Vi har erfaret, at vi som en gruppe kan opnå resultater som aldrig lykkedes, da vi var alene.

 

06.

Hvad forpligter jeg mig til ved at deltage i et MA møde?

 

Ingenting. Der er ingen referater eller arkiver, og du behøver ikke at dele mere, end du har lyst til og føler dig tryg ved. Ingen vil bebrejde dig, hvis du ikke har lyst til at komme igen.

 

07.

Hvad sker der, hvis jeg møder folk, jeg kender fra MA?

 

At være medlem af MA er fortroligt og anonymt. Hvem der deltager, og hvad vi hører ved et møde må ikke omtales uden for møderne. De folk, du kender fra møderne, er der af samme grund som dig og vil respektere din anonymitet, hvis I træffer hinanden uden for MA sammenhænge.

 

08.

Er MA en religiøs organisation?

 

Nej. MA har ingen forbindelse med nogen religiøs organisation, sekt, frikirke eller politiske organisationer.

 

09.

Bliver der snakket meget om Gud?

 

De fleste MA’ere kommer til at tro på, at der er en Magt større end dem selv. Nogle kalder denne magt for Gud. I MA er der plads, både til dem der har en tro, og til dem der ikke har.

 

10.

 

Fortsætter medlemmer af MA med at gå til møder, efter at de er blevet kureret?

 

Vi tror ikke på, at man kan blive kureret for sin hashafhængighed. Alt for mange af os har haft tilbagefald. Vi mener, at det er gavnligt og vigtigt at gå til møder, hvis man ønsker at holde sig clean og ædru. Ved at være sammen med andre der har det samme problem, giver vi hinanden styrke til at holde os fra hash ved at følge princippet om at tage ”en dag ad gangen”.

 

11.

Hvordan bryder MA’ere deres afhængighed?

 

MA’s program bygger på de 12 trin. Hensigten med de 12 trin er at udvikle et forhold til en Magt større end os selv, at forbedre vores forhold til os selv og andre. Vi mener, at det er godt, at du går til så mange møder som muligt, påtager dig en servicepost og lader være med at ryge mellem møderne. Vi foreslår, at du udveksler telefonnumre med andre medlemmer og ringer og snakker med dem, især hvis du får lyst til hash. Vi foreslår også, at du får en sponsor så hurtigt som muligt.

 

12.

Hvad er en sponsor? Og hvordan får jeg en?

En sponsor er en person, der deler sin erfaring, styrke og håb med dig. En sponsor vil hjælpe dig med at forstå de 12 trin og vil guide dig gennem trinnene. Du kan frit spørge enhver, om han eller hun vil være din sponsor, men vores erfaring viser os, at det er bedst, når en kvinde er sponsor for en kvinde, og en mand er sponsor for en mand.

 

13.

Hvad koster et medlemskab af MA?

 

Ingenting. Der er intet kontingent. MA møderne betaler deres udgifter gennem frivillige bidrag fra sine medlemmer. MA’s økonomi er selvkørende og afslår bidrag udefra. Ingen person modtager løn eller anden betaling for deres engagement i MA Danmark.

 

14.

Hvordan er Marijuana Anonymous opstået?

 

MA udspringer af Anonyme Alkoholikere (AA), der blev startet i 1935 og Anonyme Narkomaner (NA) startet i 1953. MA programmet er en bearbejdelse af disse fællesskabers program og principper. Vi er dybt taknemmelige for begge disse programmer for at have være banebrydende og inspirere os til en ny måde at leve på. De har leveret beviser på, hvor vigtigt og virksomt det er, at en misbruger hjælper en anden. MA blev dannet i USA i 1989 og kan i dag findes over hele verden.

2018 Copyright @ All Rights Reserved